Hun sidder på samme plads, som hun plejer: på den vaklende barstol i et hjørne af baren. Hun taler aldrig med nogen af de andre gæster, hun drikker altid den samme slags vin og sidder som regel dybt optaget af en bog. Hendes hud er fin som en marmorstatue, der aldrig er blevet rørt, og jeg vil være den første til at røre ved den. Pludselig mærker jeg hendes blik på mig, og da hun betaler, spørger hun, om hun må byde mig på en drink, når jeg har fri. Min puls banker derudaf de resterende to timer af min vagt, og da klokken slår elleve, går vi videre ud i natten og i den trykkende julivarme.